Arminox - Intelligent use of Stainless Steel in Concrete Structures
Home    |    Sitemap    |    Print    |    Søg
>>
Arminox - Intelligent use of Stainless Steel in Concrete Structures

Kvalitet

 

Baggrund for CE–mærkning af byggevarer

 
Nu og fremover vil Arminox CE-mærke flere og flere produkter. Se hvilke Arminox produkter som er CE-mærket her.
Nedenfor er i korte træk redegjort for den generelle baggrund for, og betydningen af, CE-mærkede byggevarer.

 

Byggevaredirektivet

 
Reglerne for CE-mærkning er meget overordnet beskrevet i Byggevaredirektivet 89/106/EØF.
Byggevaredirektivet har som formål at fjerne de tekniske handelshindringer for byggevarer i alle EU lande.
 
Selvom Byggevaredirektivet er vedtaget tilbage i 1988, arbejdes der stadig på at færdiggøre de enkelte dokumenter, herunder de europæiske standarder.
Kort fortalt foreskriver direktivet, at EU landene:
  • Indfører fælles krav til byggevarer gennem europæiske standarder (EN standarder) eller europæiske tekniske godkendelser (ETA godkendelser).
  • Bruger samme metoder til prøvning af egenskaber
  • Har ensartede regler for brug af CE-mærket
CE-mærket betyder dermed, at den pågældende vare må sælges og tages i brug i EU-landene. Det gælder alle byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret EN standard eller en ETA godkendelse.

 

EN standard (Europæisk standard).

 
De fælles europæisk standarder bliver udarbejdet af Comité Européen de Normalisation (CEN), den europæiske standardiseringsorganisation.
CEN er den centrale organisation for de nationale europæiske standardiseringsorganer herunder Dansk Standard.
 
For byggevarer gælder følgende tre typer af standarder:
  • Eurocodes, der beskriver designmæssige krav til konstruktioner
  • Produktstandard, der beskriver tekniske krav for byggevaren
  • Prøvningsstandard, der beskriver prøvningsmetode for byggevaren 


ETA godkendelse (Europæisk teknisk godkendelse)

 
De tekniske godkendelser kan anvendes som grundlag for CE-mærkning, hvor der ikke foreligger en EN standard, f.eks. hvor produkterne vurderes til at være meget forskelligartede, eller fordi det er svært at opstille præcise krav til byggevaren. 
 
 

Hvad betyder CE-mærket

 
CE-mærket betyder, at produktet er fremstillet og kontrolleret i overensstemmelse med en harmoniseret standard eller en europæisk godkendelse.
 
Byggevarens egenskaber er fastlagt ved beregning og prøvning på følgende seks generelle områder:
  • Mekanisk modstandsdygtighed og stabilitet
  • Brandsikring
  • Hygiejne, sundhed og miljø
  • Sikkerhed ved anvendelse
  • Beskyttelse mod støjgener
  • Energibesparelser og varmeisolering
De seks områder er meget generelle, og derfor er der beskrevet mere præcise krav i de enkelte europæiske standarder (EN) og europæiske godkendelser (ETA).
 
 

Nationale bestemmelser

 
Selvom en byggevare er CE-mærket, kan der godt eksistere nationale bestemmelser, der bevirker, at byggevaren kun anvendes i begrænset udstrækning i et land.
 
De nationale bestemmelser er beskrevet i et Nationalt Anneks (NA), hvor der også kan være henvisninger til ikke-modstridende supplerende oplysninger (NCI).   
 
 

Produktionskontrol

 
Producenten skal altid have en intern produktionskontrol, der lever op til kravene i den relevante harmoniserede EN standard eller ETA.
For nogle varer gælder det, at et prøvnings- eller certificeringsorgan deltager i produktionskontrol eller typeprøvning.
 
I de tilfælde hvor et certificeringsorgan har deltaget i produktionskontrollen eller overvågning, udstedes en EU-typeattest.
Hvor det er producenten selv der udfører kontrollen, udsteder producenten en EF-overensstemmelseserklæring. CE-mærket kan imidlertid ikke betragtes som et decideret kvalitetsmærke.
 
 

CE-mærkets oplysninger

 
CE-mærket skal anbringes direkte på byggevaren, byggevarens emballage eller ledsagende handelsdokumenter og skal indeholde oplysninger om:
  • Producentens navn og adresse
  • De sidste to cifre i det år CE-mærkningen er anbragt
  • Nummer på EF-overensstemmelsescertifikat
  • Egenskaber samt teknisk specifikation
Det er ikke alle egenskaber, der kan oplyses en værdi for. Hvis der eksempelvis ikke er krav om oplysning, kan producenten skrive NPD (No Performance Determined).
 
 

Markedskontrol

 
Byggevaren er underlagt markedskontrol, som skal sikre at Det Indre Marked fungerer efter hensigten samt påse, at byggevaren opfylder kravene i Byggevaredirektivet.
I Danmark varetages kontrolopgaven af Erhvervs- og Byggestyrelsen.

 

Yderligere information

 
Yderligere information kan findes på følgende hjemmesider:
 
Erhvervs – og Byggestyrelsen:
 
Dansk Standard:
 
     

Links

Rådets Direktiv 89/106/EØF
 

Dansk Standard
 

Dansk Standard - Eurocodes

Erhvervs- og Byggestyrelsen

 

Erhvervs- og Byggestyrelsen - Byggevareinfo
 

Oversigt over Arminox CE-mærkede murbindere.

Arminox A/S . Jernvej 22, Mønsted . 8800 Viborg . Denmark . Tel. +45 86 64 50 11 . Fax. +45 86 64 57 11